Det gode fritidsliv giver positive fællesskaber

Har børn og unge et aktivt fritidsliv med positive fællesskaber, falder risikoen for, at de begår kriminalitet betydeligt. SSP Husum-Tingbjerg satte med ”Det Gode Valg” fokus på det gode fritidsliv for 7. klasses elever på en af bydelens skoler.
Billede
SSP-indsatsen Det gode valg

Det gode valg på skoleskemaet
Over tre dage deltog eleverne i aktiviteter på skolen og ude i lokalområdets multicenter og fritidsklubber. Her stod skemaet på alt fra stikbold og samarbejdsøvelser til konflikthåndtering, jobsøgning og adfærd på de sociale medier. ”Det gode valg” styrker elevernes kendskab til det gode fritids- og foreningsliv og præsenterer dem for lokale tilbud og til de voksne, som de kan bruge i deres dagligdag.
”De unge, som ikke går i klub eller til en fritidsaktivitet, bruger ofte deres fritid på gaden, eller sidder derhjemme alene bag skærmen. I klubberne er de i strukturerede rammer med fagpersoner”, siger skolelærer og SSP-repræsentant Tülinay Ünkap.

Det gode pigeliv
For pigerne var der en workshop med GirlTalk.dk.
”Der er ikke så mange tilbud til pigerne i området. Det er også særligt pigerne, der ikke går i klub. De er rigtig gode til at få jobs og gennemføre deres uddannelse, men vi vil også vise dem mulighederne i de lokale fritidstilbud. Derudover har vi også udfordringer med konflikter piger imellem. Derfor ville vi lave et rum bare for dem, hvor der var plads til at reflektere over forskellige dilemmaer”, siger Tülinay Ünkap.
På workshoppen guidede GirlTalk.dk pigerne igennem dilemmaspil og dialog om emner som forskellighed, grænser, selvværd, krop, identitet og præstationsangst.

SSP arbejder sammen for de unges skyld
I ”Det gode valg” fik eleverne ikke kun kendskab til de lokale tilbud og SSP-aktører. Det var også i høj grad den anden vej rundt. Gennem aktiviteterne lærte medarbejdere fra klubber, gadeplan, opsøgende teams og boligsociale helhedsplaner de unge at kende. Eleverne oplevede, gennem nogle spændende, energiske, kreative og lærerige dage, at fagpersoner kender hinanden på kryds og på tværs og arbejder sammen for deres skyld.
Tülinay Ünkap fortæller, ”Eleverne har fået et godt kendskab til fx de opsøgende medarbejdere. Hvis de møder dem på gaden, ved de, hvad de kan bruge dem til. Indsatsen var på den måde forankret i de unges hverdag. Jeg ved, at de unge stadig har kontakt til de forskellige lokale aktører. Der er flere af vores elever, der kommer i klub og bruger fritidstilbuddene. Det har også været givtigt for skolens lærere, der fulgte med deres elever rundt i bydelen. Mange vidste ikke, hvor klubben eller den boligsociale helhedsplan lå. De lærte faciliteterne og området at kende på en anderledes måde.”

Respekt, venskab, grænser og samarbejde
Den sidste dag i ”Det gode valg” er dagen, præsenterede alle eleverne i grupper over for hinanden og for de parter, der havde været en del af indsatsen. Tülinay Ünkap er sammen med sine SSP-kolleger meget tilfreds med årets ”Det gode valg”.
”Vi ønskede at give elever en større lyst og motivation til at blive en aktiv del af fritidslivet i området. Det er lykkedes ved, at de har mødt og fået kendskab til de lokale aktører, der står for foreningslivet og klubtilbuddene i området. Ved at eleverne har mødt og hørt de professionelle aktører fortælle om deres muligheder, er det nemmere, når de skal tage kontakt og melde sig ind i klub eller foreningsliv, da de har fået den første relation til medarbejdere i de forskellige institutioner og foreninger.”

”Det gode valg” er en årlig tilbagevendende SSP-indsats i Husum. Hvert år tages der udgangspunkt i aktuelle udfordringer og problemstillinger.

Det siger eleverne

”Hvad lærte vi af Det Gode Valg: respekt, venskab, grænser, samarbejde og inspiration.”

”Man skal respektere andre for den, de er. Man ikke skal dømme dem, fordi man ikke ved, hvilken situation de har stået overfor. Man ikke skal overskride andres grænser, om det er med vilje eller ej. Derfor skal man altid behandle andre godt."

"Vi tænker og handler situationer på forskellige måder.Man skal være glad for den, man er. Vores handlinger fører os til dem, vi er, men vi vælger selv, hvem vi vil være – en ven, en fantastisk datter eller noget helt andet."

"Vi har lært, hvordan man søger job, og hvordan man opfører sig til et jobmøde, fx tag jakken og hue af – det viser, at du vil have jobbet og tager det seriøst."

”I klubben kan man spille sammen med ens venner og snakke med dem, fordi det er nemt at kommunikere, og det skaber generelt en god stemning."